Har lyst til at skrive om det, også samtidig ikke. jeg får en tung fornemmelse i maven. Men nu prøver jeg..
Burde jeg være bange? Er min smertetærskel nået så høj, at jeg stiller spørgsmålstegn til, om det er pyleri? I timen i dag havde jeg det for første gang HELT normalt. Jeg kunne koncentrere mig og ligefrem få noget ud af timen. Udrette noget. Det virker så nemt et liv. Skole, lektier, fester, venner, diverse arrangementer. Men jeg kan ikke håndtere det. Føler mig ynkelig hæmmet. Jeg er blevet god til at smile, selvom det gør ondt. Men hvorfor tænker jeg over, om jeg bare er doven? Jeg tænker lavt om mig selv. Alle andre har det jo godt og lever deres liv. Hvad skal de sige, når jeg bliver nødt til at ligge mig på guvet for 5. gang på 3 timer? Jeg bliver nødt til stadig at smile, også er det de måske tænker: Svækling, faker, pylerrøv. Men på den anden side, burde det da også rende mig, hvad de tænker. Men det gør det alligevel ikke. Hader når mine venner endnu engang spørger mig; har du ondt i hovedet? Fordi jeg sidder med hovedet ned i mine hænder. Hvad er svaret? Ja.
Nå, kan jeg gøre noget? Nej.Har jeg virkelig så ondt, at mit liv er gået i stå? Jeg er så misundelig på alle andre. De kan have det godt og være god i skolen. Noget af det jeg satte som mål for det nye skoleår.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar