torsdag den 29. september 2011

Nederlag

Det gør ondt at græde. Fysisk. Mine smerter bliver værre. Så det nytter jo ikke rigtig noget. Men jeg kan alligevel ikke lade være.

Så gav min tilstand mig igen tilbagefald. Den Rom tur jeg skulle på med min familie d. 7 oktober, for at fejre min fars fødseldag, er lige blevet besluttet, at blive aflyst. Hvorfor? På grund af mig og min fucking hovedpine. Vi sagde vi ville give det til søndag og se til om jeg fik det bedre. Men det er blevet værre. Hver dag i denne uge har været en kamp. Så udmattet, så magtesløst, så vant til at føle sådan. Det er begyndt at føles nytteløst, alting. Jeg føler at min hovedpine går ud over alle andre. Det burde jeg ikke udsætte dem for - jeg kunne evt. udelukke mig selv for omverdenen. Men alligevel har jeg lyst til at leve. Er det egoistisk tænker jeg? Det er jo trods alt dem som i sidste ende, skal bære mig, når jeg ikke selv kan stå pga. smerterne.

Jeg er snart ved at miste grebet. Tålmodigheden er også ved at slippe op. Faktisk har jeg mest lyst til at give op. At have det sådan her giver ingen mening. Men hvem fanden ved at det føltes sådan? Ingen. Ingen som helst. Det her er hårdt.

Min far er også ved at blive helt grådig efter svar. Han har derfor sagt, at han vil ringe i morgen til den læge, som ellers lovede at ringe. Måske kan jeg få fremskudt min scanning. Det håber jeg. For selvom der "kun" er en uge til, så føltes det opgivende hver dag at vågne, og vide, at dagen nok ikke vil bringe noget mirakel frem. Endnu en dag med fortvivlelse. Frygt.

Jeg kan mærke drænet stramme i mit hoved. Det gør mig bange.
Jeg kan føle drænet snore sig i min mave. Det gør mig også bange.
Jeg har fået afvide, at jeg formentlig skal opereres i hovedet. DET gør mig skrækslagen.

Please, jeg vil gerne være rask nu!

3 kommentarer: